Ofte stillede spørgsmål

Hvordan virker det?

Hvilke data bliver sendt fra min computer?

Vi monitorer og afsender følgende data:

  • Screendumps ved skærmændring
  • Program i front på computeren
  • Aktive URL-adresser i browsere
  • Copy-paste af tekst og billeder
  • Processliste
  • Netværkskort (gælder kun for enkelte institutioner)

Kan jeg få udleveret mine data efter prøven?

Efter en prøve kan du se dine data online ved at logge ind med dit MitID eller UNI-Login, klik på “Elevdata” eller brug dette link.

Hvad skal jeg gøre inden og efter en prøve?

For at bruge ExamCookie skal du downloade programmet inden din prøve starter. Det kan du gøre her. Når programmet er startet, skal du logge ind med dit MitID, UNI-Login eller det manuel-login du har fået udleveret. Efter prøven afslutter programmet sig selv, og du skal ikke foretage dig mere. Programmet sletter sig selv automatisk med mindre du har gemt det i en skrivebeskyttet mappe eller ikke har haft internetadgang da din prøve var slut.

Kan min computer overvåges efter prøven er slut?

ExamCookie afslutter sig selv når din prøve er færdig. Programmet kan kun monitorere og afsende data i den tid der er afsat til din prøve. Derfor kan du ikke monitoreres efter prøven er afsluttet.

Sikkerhed & GDPR

Hvem har adgang til de data der bliver sendt fra min computer?

Det har de ansatte som skolen har givet tilladelse til, eksempelvis IT-medarbejdere, eksamensansvarlige samt udvalgte lærere.

Hvor ligger mine data og hvor længe bliver de gemt?

Dine data bliver sendt krypteret til en sikker Microsoft Azure server. Dine data bliver gemt i 1-3 måneder efter en prøve afhængig af din uddannelsesinstitutions databehandleraftale. Læs mere om krypterede servere fra Microsoft her.

Hvordan er mine data sikret ift. GDPR lovgivning?

Alle institutioner har på forhånd indgået en databehandleraftale med ExamCookie og der er foretaget en risikovurdering af systemet efter Datatilsynets standardbestemmelser. ExamCookie har derudover udarbejdet risikovurderinger, TIA, implementeret diverse IT politikker og forholdsregler samt opnået ISAE3000 certificering.

Fejl ved opstart

Hvilke krav er der for at kunne anvende programmet?

Din computer skal anvende Windows eller Mac som styresystem. For Windows computere er kravet at de har installeret .Net Framework 4.5. Det er standard i de fleste Windows versioner, herunder Windows 7, Windows 8, Windows 10 og Windows 11. For Mac er kravet at dit styresystem er opdateret til OS version 10.15 “Catalina” eller nyere. Er dit operativsystem ældre, skal du kontakte skolens IT-medarbejder som kan hjælpe dig med at opdatere din computer.

Min Mac siger at den ikke kan tillade programmet at starte

Vores software er godkendt af Apple, men da du ikke downloader ExamCookie i App Store, skal din gatekeeper have tilladt “Mac App Store og kendte udviklere”. Dette har langt de fleste computere allerede aktiveret, men har din ikke dette, skal du ændre dette ved at åbne: Systemindstillinger > Sikkerhed & anonymitet. Der vil du nederst kunne vælge ‘Tillad apps hentet fra kendte udviklere’.

Mit program crasher, og ikonet forsvinder

Hvis dette sker under en prøve, skal du straks kontakte en eksamensansvarlig for at underrette vedkommende om problemet. Den eksamensansvarlige vil selv få en notifikation og kunne se at dit program er afsluttet. Hvis dette sker skal du downloade ExamCookie igen og logge ind.

Kan jeg teste programmet inden min prøve?

Du kan altid downloade og starte programmet. Når ExamCookie er åben på din computer, kan du køre en funktionstest som vil give dig et svar på om programmet kan køre på din computer. Vær opmærksom på at du ikke kan logge ind i ExamCookie før dagen for din prøve.

Jura og rettigheder

Er det tilladt at institutionen kræver at du benytter ExamCookie?

Din uddannelsesinstitution har ret til at nedsætte lokale eksamensregler for at sikre prøver bliver afholdt uden snyd. ExamCookie kan kun indsamle data fra computeren i det tidsinterval prøven foregår i, og kan ikke tilgå data på din computer før eller efter prøven. Se for eksempel §5 stk. 3 i eksamensbekendtgørelsen der tillader institutionen at monitorere dig under prøven. Du kan også læse mere om den hjemmel institutioner har til monitorering på Undervisningsministeriets hjemmeside her.

Hvem er tilsynsmyndighed for ExamCookie?

Datatilsynet (Danish Data Protection Agency) er tilsynsmyndighed for firmaer der yder behandling af personoplysninger. Det er derfor også dem der har ansvar for at føre tilsyn.

Hvordan logger man ind?

Du logger ind med MitID, UNI-Login oplysninger, ligesom du ville gøre på Netprøver. Har du problemer med dit UNI-Login, kan du få udleveret et manuelt login af en eksamensansvarlig eller eksamensvagt. Det er dit ansvar at logge ind inden prøven starter, så husk at kontakte en eksamensansvarlig hvis du har problemer med at logge ind.

Hvad sker der, hvis man glemmer at starte programmet?

Det vil være synligt for de eksamensansvarlige hvis du ikke har startet programmet. Da det vil være et krav at ExamCookie er aktiveret ved brug af computer under eksamen, er du nødt til at starte programmet inden din prøve starter.

Hvilke programmer må man bruge, når softwaren er åbnet?

Du må bruge de hjælpemidler der ifølge Undervisningsministeriet og din skole er tilladt. Du kan læse mere om reglerne for eksamen under menuen Eksamensregler. Det er vigtigt at du ved hvilke elektroniske hjælpemidler du må anvende til den enkelte prøve. Spørg din lærer eller din skoles eksamensansvarlige inden prøven hvis du er i tvivl.

Hvad betyder det gule ikon?

Det gule ikon vises når du har startet programmet og er logget ind, men din eksamen endnu ikke er startet. Ikonet skifter til grønt så snart din eksamen er sat til at starte. Programmet er altså ikke aktivt når du ser det gule ikon.

Hvad betyder det grønne ikon?

Det grønne ikon betyder, at dit program er aktivt og monitorerer din computer.

Hvad betyder det røde ikon?

Hvis ikonet lyser rødt, er det fordi du ikke har internetforbindelse og programmet derfor ikke kan afsende dine data. Dette skal du ikke bekymre dig om da programmet stadig kører og dine data stadig bliver lagret og sendt når du kommer på internettet igen. Programmet kan kun afinstallere sig selv hvis det har fået afsendt de data der blev dannet i din eksamensperiode.